Værdier

Vi tror på, at Landsbyen er et fællesskab - ikke ét vi får, men et vi sammen skaber.

Vores fællesskab er baseret på få forpligtigelser, en række forventninger og en masse muligheder. Det er et fællesskab, som i sit udgangspunkt bygger på frivillighed og tilvalg, og det forventes selvfølgelig, at man bor i Landsbyen, fordi man vil fællesskabet og har lyst til at deltage aktivt og bidrage positivt til det. At man har lyst til at dele hverdagen med andre familier og har lyst til at skabe og indgå i et fællesskab og få det til at fungere. Fællesskabet og de aktiviteter, der definerer det, opstår, når vi selv tager initiativ hertil.

Samtidig er der plads til vores forskelligheder, og der er også mulighed for at trække sig tilbage, så den private sfære respekteres. Vi kalder det "en åben forhave og en lukket baghave".

Vores værdier er under stadig udvikling. Vi holder en visionsdag ca. en gang hvert andet år, hvor vi sammen lytter og diskuterer emner, der har med Landsbyen og vores liv der at gøre.