Udeliv

Bofællesskabet Landsbyen ligger 5 minutter fra både Lave Skov og Peder Mads Strand.

Vores store fællesarealer gør det muligt, at vi kan have nyttehaver, høns, biavl, legeplads, rollespils-borg, cross fit og bålpladser til fælles gavn og glæde. Desuden har vi en boldbane og kælkebakke tæt ved. Her er mange legekammerater i alle aldre, meget plads på vores naturskønne grund og gode muligheder for at lege frit.

Nyttehaver
Man kan få sit eget jordlod i nyttehaven eller gå flere sammen om et eller flere jordlodder. Hvis man melder sig til et jordlod, forpligter man sig til at holde ukrudtet nogenlunde nede, ellers er der ingen regler.

Bålpladser
Der findes flere bålpladser på Landsbyens område – en i Nord lige før kælkebakken, en ved Fælleshuset og en for enden af alleen før Dageløkkevej. Der bliver som regel indkøbt bålbrænde, som findes ved Fælleshuset.

Høns
Et antal familier er sammen i et hønselaug med høns i et stort og flot hønsehus. Lauget er som regel åbent for flere.

Plæneklipper
Plæneklipperen findes i skuret ved Fælleshuset. Den er indkøbt til fælles brug og man kan bruge den i sin egen have. Det er et fælles ansvar at holde plæneklipperen fit og fungerende. Efter hver brug skal man selv fylde op med benzin, som også findes i skuret.